250 km. igennem en ørken, 3 børn og en international succes | Interview med Andreas Von Der Heide

Tegnet til martinbjorn.com. Alle rettigheder forbeholdt Martin Bjørn.

Er du også vild med at være der, hvor du har presset dig selv så meget, at din krop, hjerne og alt ting er ved at give op?

Alt inde i dig siger STOP! men du ved, at hvis du presser dig selv lidt ekstra nu, vil du kunne komme ud på den anden side, som en bedre, mere succesrig og fuldendt udgave af dig selv.

Du må aldrig give op, for hvis du bliver ved, og ved, og ved, knokler derudaf og tror nok på dig selv og dit projekt, så skal det nok lykkes og det er Andreas Von Der Heide et levende eksempel på.

Mit navn er Martin Bjørn. Jeg er en del af den gruppe mennesker, der eksekverer i stedet for at snakke, dem der tør kaste sig optimistiske ud i nye projekter. Det er en passion for at skabe og for at se ting vokse, der driver os til at udrette noget særligt. Rigtig god læselyst!

Andreas beskriver sig selv som: ”Fandenivoldsk og med en evne til at blive ved og ved og ved. Det er rent psykologisk. Jeg har altid godt kunne lide at teste hvor langt ud jeg kunne presse min krop og mit sind. Det er også derfor, at jeg har løbet maraton og 250 kilometersløb igennem ørkner, for at se hvornår kroppen bukker under og hvor langt min psyke kunne række. Jeg har det på sammen måde, når det kommer til iværksætteri. Jeg ser det at være iværksætter, som at være problemknuser.”

Andreas fortæller videre om det vilde løb i Saharas ørken:

”Jeg ville finde ud af, hvor langt ud jeg kunne presse min krop, før den var færdig. Jeg har løbet en små hundrede maraton, jeg har løbet Iron Man, 100 kilometer-løb og så et 250 kilometer-løb igennem Saharas ørken. Det var fem dage, med 17 kilos oppakning, jeg skulle selv lave mad og sove under åben himmel.”

Jeg blev nysgerrig på, hvordan Andreas endte med et 250 kilometersløb i Sahara.

”Jeg har sådan en tendens til, at når folk siger, at der er noget jeg ikke klare, så motivere det mig helt vildt til, at klare det. Det startede med at være en kammerat, som sagde at jeg ikke kunne løbe et maraton, og så løb jeg så et maraton. Efter jeg havde løbet det, tænkte jeg: hvordan kan jeg gøre det vildere? Så støttede jeg Kræftens Bekæmpelse, fordi min far er død af kræft, så jeg løb en Iron Man, og så tænkte jeg: hvordan gør jeg det her vildere? Så meldte jeg mig til et 100 kilometer-løb, så klarede jeg det, og da jeg så stod efter det her 100 kilometer-løb, så var der en udfordring, hvor man flyver ned til Sahara og løber 250 kilometer, selvforsynede undtagen vand.”

Alt dette foregik mens Andreas startede Les Deux, op og han formåede at løbe til virksomhedens fordel.

”Det var en del af positioneringen af Les Deux, jeg havde ikke nogen marketingskroner, så jeg brugte sindssygt meget tid på at få opmærksomhed i medierne, på Facebook og LinkedIn. Det var en del, af hele den måde vi opbyggede Les Deux på”.

Andreas læste jura på Københavns universitet, og blev færdiguddannet i 2016. ”Jeg ville gerne være en hot-shot advokat, men allerede efter det første år, hvor vi lavede den første t-shirt, kunne jeg mærke, at det var iværksætteriet der trak i mig. Jeg skal ikke ind og sidde bag en computer og arbejde for en partner. Jeg kan godt li at vide, at hvis du gør det godt, så er der en gulerod for enden. Jeg kan godt lide, at hvis du gør det godt, kan du komme meget længere, end den normale corporate vej. Jeg blev kæreste med min underviser på jura, så hun tvang mig lidt til at gøre den færdig”.

”Jeg har aldrig selv startet rigtigt firma før Les Deux. Jeg har altid arbejdet sindssygt meget. Om det har været som tjener, opvasker eller rengøringsassistent, så jeg har altid haft ambitioner og drive. Jeg kan bare godt lide at arbejde igennem. Jeg kan ikke sidde stille bag et skrivebord, så bare det, at jeg har færdiggjort min jurauddannelse, har været et af mine store projekter”.

Jeg kan bare godt lide at arbejde igennem

Opstarten af Les Deux

”I starten var der ikke strategier eller overvejelser om markeder. Jeg kan godt lide tøj, helt grundlæggende. Vi startede med at sidde og sy batches på hvide T-shirts, og så besluttede vi os for, at lave det til et firma. Vi kaldte det Les Deux, som betyder de to på fransk. Min kammerat, som jeg startede det med, var mørk og jeg er hvid, vi kommer fra to vidt forskellige kulture. Han er fra Afrika, jeg er fra Danmark, han var lidt mere street, hvor jeg var mere klassisk, og vi tænkte, at de to verdner, der mødes, skal være Les Deux, på tværs af grænser, kulture og personligheder. Så vi lavede den her T-shirt, hvor vi startede med, selv at sidde og sy batches på. Herefter lavede vi den første produktion i Indien, hvor vi bestiller 500 styks hjem, og da den var leveret, prøvede vi at sælge dem til venner og bekendte. Vi forsøgte os også med butikker, vi kørte på tværs af Danmark og prøvede at sælge dem ind, vi blev afvist af 48 butikker, som ikke ville have vores produkter.”

”Vi fik en masse kendisser som Medina og Remee til at gå med vores tøj. Hjemme i min studielejlighed på 46 kvadratmeter, stod der flyttekasser med T-shirts overalt. Hver gang en kammerat ville købe en T-shirt, hoppede jeg op på cyklen og kørte ud med den, for at tjene de penge.”

Andreas fortæller, at de ikke tog løn ud af virksomheden de første tre år. I 2012 køber Andreas sin stiftende partner ud ,og får hans nuværende partner Kristoffer ind i selskabet. Derfra går rejen stærkt og Andres og Kristoffer får hurtigt Les Deux udover landegrænserne. De indtager Norge med en inspirerende iværksætterhistorie, og sælger godt ude i butikkerne.

”Der var ikke nogen, der troede vi kunne gøre det, men igen, som jeg sagde, jo mere folk siger, at jeg ikke kan gøre det, jo mere har jeg lyst til at bevise, at jeg kan gøre det.”

Les Deux findes i dag i mere end 800 butikker rundt omkring i Europa.

Jeg ville gerne høre, hvad det oprindelige, helt store mål, var med Les Deux.

”Det var at slå Ralph Lauren en dag. Det var vores saying dengang. Nu bliver vi altid lagt ved siden af Ralph Lauren, så de sidste år er det gået relativt stærkt, ikke at vi er nær størrelsen på Ralph Lauren”.  Andreas fortæller også, hvordan han finder, og altid har fundet, en stor inspiration i Ralph Lauren og deres iværksætterhistorie.

”I dag er målet ændret, til at vi gerne vil være en af de mest meningsfyldte brands. Jeg har fået tre børn, og min verden har ændret sig, så nu handler det ikke om at blive stor for at blive stor, det handler om at gøre en forskel i menneskers liv. Det skal være sådan, at jeg når jeg er færdig, og skal på pension, så kan mine børn tage over, eller kan kigge på deres far, og tænke okay, min far brugte sit liv på at bygge en mega fed forretning, som hjalp andre mennesker”.

Det handler om at gøre en forskel i menneskers liv

I 2019 introducerede Les Deux Legacy, som skal repræsentere Les Deux-arven. Det skal være en vigtig del af det, Les Deux skal være kendt for. Her indgår både bæredygtighed og børns trivsel. Hvert år investerer virksomheden i velgørenhed, de har blandt andet støttet børnehjem, danske børn, der ikke har råd til jul og fortsætter hver år, med at investere i to velgørende formål.

Nøglen til succes hos Les Deux

Jeg spurgte Andreas ind til, hvad han mente har været nøglen til den succes Les Deux, har fået på et yderst konkurrencepræget marked.

”Det har været vores evne til at blive ved, og ved, og ved. Det er det ene, men også en masse gode mennesker. Gode netværk og gode relationer. Vi lever i en onlineverden, hvor man føler, at man er tættere end nogen sinde før, men vi har i virkeligheden aldrig været længere fra hinanden. Vi har dedikerede medarbejdere og dedikerede forbrugere.”

”Vi har formået at skabe et eller andet tilhørsforhold til brandet, hvor vi ikke bare er et brand. Vores kunder besøger os på kontoret, vi holder iværksættertalks, fodboldturneringer, og løbeklubber. Vi eksekverer på en masse tiltag, som skaber en berøringsflade med brandet.”

Der skal være en mening med produktet og så skal det være af ordentlig kvalitet

”Det handler bare om evnen til at blive ved og så at lave noget som folk kan relatere til. Så kan det være lige meget om det er lakridser, T-shirts eller drikkevare, der skal være en mening med produktet og så skal det være af ordentlig kvalitet.”

I dag står Andreas for alt hvad der hedder front-Office, mens hans partner Kristoffer tager sig af back-office. Det betyder, at Andreas står for PR, at skabe brand og værdi, hvorimod back-office blandt andet dækker over salg og distribution.

”Vi er i dag fuldt etableret i Danmark, Norge, Sverige, vi er godt etableret i England, og vi er rigtig godt etableret i Tyskland. Lige nu kigger vi ned gennem Europa, hvor vi skal sættes os endnu tungere. For os handler det rigtig meget om at finde de partnere, som forstår brandet og har de rigtige connections.”

Andreas’ gode råd til iværksætteren

”Man skal ikke forvente, at det er lige så let som det nogle gange kan se ud på papiret. Der er mange søvnløse nætter, men på den anden side, er der ikke noget federe end at stå op til et team, som man virkelig føler er en del af ens familie. Her ser man ikke arbejde som arbejde, men som en livsstil. Glæden ved at gå på arbejde er helt unik. Det, som er afgørende, er evnen til at blive ved. Det handler om at være verdens bedste problemknuser.”

Det, som er afgørende, er evnen til at blive ved. Det handler om at være verdens bedste problemknuser.

En sidste anbefaling

Dette indlæg er indspillet skrevet under coronakrisen 2020 og jeg valgte derfor at høre Andreas, om han ikke havde en god anbefaling af en bog eller film, som har inspireret ham, og som hjælper ham igennem hårde perioder.

”Især i den her tid, vil jeg anbefale at man skal læse Shoe Dog, som er skrevet af Nike Founderen. Den har hjulpet mig i den her krise. Når man ser de ting som Nike-Founderen skabte, fuldstændig ligesom Les Deux, ved at starte med en sko og så har de bare bygget på derfra. Lige pludselig får de en regning på 50 millioner dollars, fordi at de har lavet en fejl i deres regnskab, men de kommer ud af det. Hvor mange gange det selskab burde være gået konkurs, men ikke gjorde fordi de havde et dedikeret team, som fandt løsninger, og bare blev ved. Det er nok en af de bedste bøger jeg har læst.


Det var alt for denne gang. Tusinde tak til Andreas Von Der Heide for at bidrage med hans inspirerende historie. Hop ind og forbind med ham på LinkedIn her. Husk at kom tilbage i næste uge, hvor du får adgang til anden del af mit gratis LinkedIn-kursus.

Hov! Kunne du tænke dig, at få dit spørgsmål med næste gang jeg interviewer en succesrig iværksætter? Så har du nu muligheden for at blive medlem af min V.I.P-gruppe, helt gratis.

Alt du skal gøre, er blot at trykke her. Jeg glæder mig til at møde dig!

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *