Boganmeldelse: SignUp+

Andreas Dirksen’s bog om abonnementsforretninger SignUp+, er essentiel læsning for rigtig mange iværksættere og selvstændige. Som Andreas beskriver i bogen, er abonnementsforretninger det nye i en verden, hvor vi ikke ønsker at eje noget på samme måde som før, men i stedet ønsker at drage nytte af deleøkonomien.

Udover, at Signup+ er en utrolig lækker bog når det kommer til størrelse, materiale og læsevenlighed, er den også bygget strategisk op efter Andreas’ abonnementskonge-model. Modellen er illustreret bagerst i bogen og guider dig igennem de 3 hovedfaser; Create, Execute og Profit.

Når du har været alle tre faser igennem og dets underemner, har du en bred forståelse for, hvordan du finder på, opbygger og skalere en succesfuld abonnementsforretning.

Bogen er bygget overskueligt op og teorien forklares med levende fortællinger. Du får blandt andet indblik i Andreas’ salg af magasiner, opstart af Plusbog og de udfordringer han er stødt på, på vejen.

”Det var et af de øjeblikke, som alle iværksættere og virksomhedsledere kan komme ud for, og som det er umuligt at forberede sig på. Noget fuldstændig uforudset troede med at ødelægge hele grundlaget for min forretning” SignUp+ (s. 11, ll. 1-4).

Bogen henvender sig ikke kun til iværksættere med en god idé eller nystartede virksomheder, den henvender sig til alle, som sælger et produkt. I bogen uddybes det også, hvordan man som større virksomhed, kan lægge sin strategi om og skifte til at være en abonnementsforretning.

Alt i alt, er det en rigtig god bog med en masse god og håndterbar information. Den er medrivende og fungere rigtig godt som opslagsværk, sideløbende med opstarten eller skiftet til abonnementsmodellen.

Jeg har valgt at give bogen 4 ud af 5 stjerner. Det eneste, der gør at den ikke får 5, er længden – jeg havde personligt ønsket at den var længere og mere dybdegående indenfor de enkelte underemner. Jeg vil klart anbefale bogen til alle iværksættere og virksomhedsledere.

Læs mere om Andreas Driksen, SignUp Academy og bogen her

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *