Fra én, til 200, til international succes! | Interview med Jesper Theil

Tegnet til martinbjorn.com. Alle rettigheder forbeholdt Martin Bjørn.

Læs hvordan Soundboks gik fra at være et hobbyprojekt, til lige pludselig at have 200 ordre i bogen, fra en enkelt DBA-annonce for senere at blive en international succes!

Mit navn er Martin Bjørn. Jeg er en del af den gruppe mennesker, der eksekverer i stedet for at snakke, dem der tør kaste sig optimistiske ud i nye projekter. Det er en passion for at skabe og for at se ting vokse, der driver os til at udrette noget særligt. Rigtig god læselyst!

”Som person er jeg initiativrig, hurtig og synes altid godt, at ting må gå rigtig, rigtig stærkt og er generelt meget komfortabel med, at leve i kaos. Jeg tror jeg passer meget godt ind i startup-verdenen i og med, at der behøver ikke at være styr på det hele før at jeg kan være rolig. Jeg kan godt li at agere i noget, der hele tiden skifter og hvor der hele tiden er ting der løses. Det tror jeg både er en kæmpe fordel i opstarten og så ved jeg, at det også kan være udfordring på et senere tidspunkt, hvor strukturen bliver mere nødvendig og man skal lære at blive bedre til at kommunikere.”

Et billede, der indeholder indendørs, køleskab, værelse, køkken

Automatisk genereret beskrivelse

”Jeg fik engang et råd, som lød det er altid rigtig godt, at behandle andre som man gerne selv vil behandles, medmindre at du er helt anderledes end alle andre på et punkt, og her har jeg for eksempel det her med, at jeg har det helt fint med at leve i kaos. Det betyder, at jeg ikke har brug for særlig meget information om, hvad det er der foregår hele tiden – men det har andre. Det er noget jeg har skulle lære mig selv.”

Jesper fortsætter med at beskrive sig selv som iværksætter: ”Jeg ser også mig selv som en, der går op i mine folk og mit team, jeg føler at det er det vigtigste; at sørge for at skabe et sted hvor de har det godt. Jeg prøver altid at være så ærlig som muligt, og give så meget af mig selv som muligt, det tror jeg er den måde man bliver den stærkeste leder på”.

I dag er Soundboks oppe på 60 ansatte, med 50 placeret på kontoret i København, 8 i USA og 2 i Kina. Jeg spurgte lidt ind til, hvad Jesper havde af uddannelse bag sig.

”Jeg har kun en gymnasial uddannelse, en ganske normal STX, med musik og matematik som linjefag.” Jesper nævner selv, at det var en lidt skæv kombi med musik og matematik, men tilføjer også, at det jo passer meget godt med det han laver i dag.

”Iværksætteriet begyndte på gymnasiet. Vi skulle vælge valgfag i 3.G, hvor min kammerat Hjalte, som i dag er medstifter i Soundboks, og jeg begge valgte innovation. Der lavede vi vores første produkt, vores første virksomhed, som var noget helt andet. Vi lavede noget, der hed Ældrehuset, som var software til ældre mennesker. Vi forsøgte at få dem på internettet og bringe dem sammen og ud af ensomhed. Det lavede vi sammen med Hans, som også arbejder i Soundboks i dag.” ”Vi kørte Ældrehuset et stykke tid i løbet af gymnasiet, og det gik ikke så super godt. Sideløbende startede vi Soundboks op og lige pludselig stak det super meget af og vi valgte derfor at fokusere hundrede procent på det. Da vi gik i 3.G så vi et oplæg med Casper Blom i Lyngby, hvor han sagde Just fucking do it, så kiggede mig og Hjalte på hinanden og blev enige om; at det gør vi de sgu! I det øjeblik, besluttede vi os for, at vi ikke ville studere længere, men give det en chance og blive iværksættere”.

Jesper Theil

Når jeg har snakket med flere af de andre iværksættere, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe, har der været nogle iværksættertræk, som har været tydelige i en meget ung alder. Jeg var derfor nysgerrig på at høre, om det samme gjorde sig gældende for Jesper.

”Nej, i størstedelen af folkeskolen lavede jeg ikke særlig meget, jeg spillede bare World of Warcraft. Da vi så kom i 8.-9. klasse begyndte jeg at gå mere op i mine karakterer. Jeg har altid gerne ville tage del og gå fremad, jeg var elevrådsformand for gymnasiet, men det tror jeg er det eneste andet, hvor man måske kunne gætte sig til det.”

Jeg spurgte Jesper ind til, hvordan det kunne være, at han endte med at vælge iværksættervejen. ”Jeg tror det er ønske om at gøre tingene på en delvist egen måde og et ønske om, at ville fremad og så var det den hurtigste måde! Jeg har også altid godt kunne lide at have helt ekstremt meget ansvar. Jeg kan godt lide, at være i situationer, hvor jeg selv er herre over resultatet.”

Jeg sprang ud i Sounboks-projektet fordi, at det var sjovt!

”Jeg sprang ud i Sounboks-projektet fordi, at det var sjovt! Vi startede med at bygge højtalere og smed så en annonce på den blå avis, hvor der stod at; vi kunne bygge højtalere til Roskilde Festival, at de spillede utrolig højt, de kunne holde hele ugen og hvis der skete noget med dem, så kom vi og fiksede dem. Fire uger efter, havde vi haft 200 mennesker i røret, som gerne ville købe den her trækasse med højtalerenheder i for 6000 kr. Det var en øjenåbner for os og vi fandt ud af, at der var noget potentiale. Vi havde en drøm om, at vi gerne vil lave virksomhed og så at der var et kæmpe behov her.”

Soundboks

Jeg måtte komme nærmere, hvordan de fik udviklet de her højtalere, uden nogen uddannelse i lyddesign.

”Jeg byggede højtalere første gang i 2011, da jeg skulle på Roskilde Festival for første gang. Jeg begyndte at researche online og fandt hurtigt ud af, hvordan man satte en højtaler sammen. Jeg tog den med på Roskilde Festival, hvor den virkede de første 20 minutter indtil, at der var nogen som spildte en øl i den. Det var min første oplevelse med problemet, men jeg var tydeligvis elendig til at bygge højtalere den gang. Henover de næste år blev jeg så bedre og bedre til at bygge højtalere. Jeg teamede op med Christoffer, som er den 3. medstifter i dag. Vi begyndte så, at bygge højtalere sammen, større og større, bredere og bredere, vi byggede nogle der var to meter høje og brugte hver evig eneste weekend på det. Vi endte med at blive rigtig dygtige, så i 2014 var der en veninde, som spurgte om vi ikke ville bygge en højtaler til hendes Camp. Det ville vi gerne, men hvis vi skal bygge én, kan vi lige så godt bygge et par stykker, og så smed vi en annonce på Den Blå Avis.”

Da jeg første gang kiggede på Jespers LinkedIn-profil, så jeg en masse flotte priser for godt lederskab. Jeg var selvfølgelig nysgerrig på, hvad der gjorde Jesper til en god leder og hvad jeg kan drage af hans erfaringer. ”Uha, jeg ved ikke om jeg vil kategorisere mig selv som en rigtig god leder endnu. Jeg synes, at ledelse er helt vildt svært. Jeg synes det er en kæmpe udfordring og noget som jeg tager meget seriøst. Jeg kan blive meget, meget bedre end jeg er nu, og jeg ønsker at blive meget bedre. Hvis jeg skal kigge på noget af det, jeg vil sige at jeg har fat i, så tror jeg, at min medarbejdere ser mig som tilgængelig og de føler ikke, at der er en kæmpe afstand mellem dem og jeg. De ved, at de kan komme til mig, hvis der er problemer og stoler på, at jeg ville lytte på dem. Det er uagtet om de er praktikanter eller ledere. Noget af det andet, som jeg føler at jeg har fat i, er at jeg kan samle folk om noget. Det sidste er det her med at turde være ærlig og turde være sårbar. Jeg fortæller også selv når jeg har det svært, og når jeg har jokket i spinaten, for det sker også nogle gange.”

Jesper Theil

Jesper sidder i dag som direktør i Soundboks. Han står for at sætte retningen og hastigheden for virksomheden. ”Retningen synes jeg, at vi sætter i fællesskab og så sørger jeg for, at vi følger den retning”. Jesper arbejder med et firemands ledelsesteam. Derudover sidder han også med det overordnede ansvar for kommunikation med bestyrelse og investorer.

Retningen synes jeg, at vi sætter i fællesskab og så sørger jeg for, at vi følger den retning

”Jeg er primært involveret i den kommercielle del af forretningen, altså hvordan kan vi sælge mere, hvordan kan vi øge omsætningen og i virkeligheden også meget af den finansielle del.”

Gennembruddet for Soundboks

”Det første rigtige gennembrud var nok, da vi fik de der 200 telefonopkald efter at have lagt en annonce på den blå avis. Vi lancerer rigtigt d. 13. marts, men der sker egentlig ikke super meget i starten. Vi solgte for omkring 10.000 kroner den første måned, men som vi kommer tættere på sommeren stiger omsætningen. Vi omsatte for 10.000 i marts, men 150.000 i april, 350.000 i maj og så 1,2 millioner de første 20 dage i juni.”

Vi omsat for 10.000 i marts, men 150.000 i april, 350.000 i maj og så 1,2 millioner de første 20 dage i juni.

”Jeg husker tydeligt, da vi ankom til Roskilde Festival og åbnede vores bod 9.30 om morgenen søndag, hvor vi havde forventet at alle ville ligge og sove i deres telt, men vi ser at 70 mennesker ligger i kø ude foran boden. De forreste har sovet der i 12 timer. Her gik det for alvor op for os, okay, der er virkelig noget her

”Vi havde skabt et produkt, der ikke fandtes før. Der var ikke nogen, der lavede en højtaler, der passede til Roskilde Festival før os. Det satsede vi benhårdt på og markedsførte os på det. Det var en mulighed for folk, som ikke selv kunne bygge en som vi gjorde den gang”.

”Vi har været enormt fokuserede på festivalen fra start af. På den her ene lille oplevelse og så har det så udvidet sig siden hen, men vi gik all in der.”

Vi havde skabt et produkt, der ikke fandtes før.

”På langt sigt kan det sagtens være, at vi vil brede os med flere produkter, men vi vil altid have det her fokus på festen. Det er der vi har mulighed for at komme ind og eje noget”.

Jeg fortalte Jesper om, hvordan det at have en Soundboks, er et must til de fleste fester på mit gymnasium. Det er ikke hvem tager en højtaler med, nej det er hvem tager en Soundboks med. Jeg prøvede også at dykke lidt længere ned i, hvordan det er lykkes Soundboks at skabe et meget tæt community blandt Soundboks-ejere.

”Der er to ting, som har været afgørende. Selve Facebookgrupperne, som Soundboks Community Danmark, Soundboks Community United States og så videre, startede ved en tilfældighed. Det var en tysker, der skrev at han havde lavet den her gruppe, på vores Kickstarter. Efterfølgende var der så en dansker, der så den og lavede Soundboks Community Danmark. Den udbredelse er lidt tilfældig. Der hvor vi har haft et enormt fokus er, at vi altid har forsøgt at være så tæt på kunderne som overhovedet muligt. Da vi startede, var supporttelefonen mit private telefonnummer. Folk ringede til mig og det var mig de fik fat i de første seks måneder. Jeg blev vanvittig af det til sidst, men det var en god måde at være helt tæt på kunderne og kunne forstå dem hundrede procent.”

Da vi startede, var supporttelefonen mit private telefonnummer.

”Det første år, hvis der var en kundes højtaler, der gik i stykker på en festival, hvor vi ikke var tilstede, så satte vi os ind i bilen og kørte derned, så vi kunne fikse den. Vores kunder må også gerne komme ind og besøge os på kontoret, hvis det er det de gerne vil. Så skal de nok få en lille rundtur og blive taget sig godt af. Vi havde på et tidspunkt en kunde, som var herinde hver anden uge, i et år, bare for at hænge lidt ud.”

”Den korte distance er nok bare en konsekvens af, at vi selv er kunderne. Den første højtaler byggede vi til en af vores venner. Det er et produkt vi selv bruger.”

Soundboks

Festivalerne som sprængbræt

”Vi startede meget med festivalerne og så har det bredt sig ud bagefter. I dag er vi festhøjtaleren. Sidenhen, har vi set, at vi også sælger meget til sportsklubber og familier, som bare gerne vil holde en havefest.”

”Det at starte så ekstremt et sted som festivalen, var meget positivt. Det viser, at hvis den kan holde til det, så kan den holde til det hele.”

Bruge community som en del af din virksomhedsstrategi

Jeg spurgte Jesper ind til, hvordan man kunne trække nogle af de community-erfaringer, de har gjort sig, ud og, hvordan man ville kunne implementere dem, i et andet startup.

”Jeg tror altid, at det er sindssygt godt at være så tæt på sine kunder som overhovedet muligt. Det kan ikke være skidt. Det er klart, det kommer med en pris ressourcemæssigt, men det er helt sikkert det værd. Det at holde sig helt vildt tæt på kunderne, tror jeg alle vil kunne lære af. Det gør at du får et andet forhold til dem og de bliver ambassadører på en anden måde. Du lærer også enormt meget af dem”

Det at holde sig helt vildt tæt på kunderne, tror jeg alle vil kunne lære af

”Community har været en afgørende faktor for Soundboks’ succes. Det er en del af den værdi kunder får i dag, at når de køber en Soundboks, bliver de en del af et community. Alle vores medlemmer i Facebookgrupperne, deler en masse content, for at gøre oplevelsen bedre for hinanden”

Vejen til det globale marked

Seks måneder efter, at Soundboks bliver lanceret i Danmark, går Jesper og hans team live med en Kickstarter-kampagne. De bruger kampagne som et springbræt ud i det globale marked.

Jesper Theil

Da jeg ankom på Soundboks-kontoret bemærkede jeg, at der ikke var nogle lukkede kontorer, men at der i stedet var, et stort arbejdsrum. Jeg måtte høre Jesper, hvad tanken bag det åbne arbejdsrum var.

Jesper: ”Vi har været meget fokuseret på to ting, a) vi vil gerne minimere den distance der er imellem ledelseslag. Vi vil gerne sikre os, at der ikke er afstand mellem praktikanten og jeg, at vi kan sidde lige op af hinanden. Den anden ting b) er at vi gerne vil sikre så meget samarbejde på tværs af afdelinger som muligt, at man kan koordinere over skrivebordet i stedet for at skulle holde et møde.”

Jesper’s gode råd…

”Mit bedste råd, handler om, at man skal huske at det hele handler om at være tæt på flere niveauer. Det handler om at være tæt på sine kunder, invitere dem ind på kontoret og selv sidder i supporten nogle gange. Det handler også om at være tæt på sine ansatte, at man kender dem og tør give en del af sig selv til dem. Man skal fortælle når man har det svært og interessere sig for sine medarbejdere. Det sidste er, at man skal være tæt med sine produkter, hvordan de bliver brugt, hvad der fungere og hvad der skal rettes.”


Jeg håber at du blev lige så inspireret af interviewet som jeg. Tusinde tak til Jesper Theil fra Soundboks – jeg sætter stor pris på, at de travle og succesrige iværksætter vil bidrage med deres tid og erfaringer. Tjek Jesper ud på LinkedIn her.

Husk også at komme tilbage igen i næste uge, hvor du får adgang til 3. modul af mit gratis LinkedIn-kursus.

Hov! Kunne du tænke dig, at få dit spørgsmål med næste gang jeg interviewer en succesrig iværksætter? Så har du nu muligheden for at blive medlem af min V.I.P-gruppe, helt gratis.

Alt du skal gøre, er blot at trykke her. Jeg glæder mig til at møde dig!

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *