Jeg hedder Martin Bjørn og er ung iværksætter. Jeg håber du vil synes om indlægget her på min iværksætter- og livsstilsblog. Rigtig god læselyst.

Gå direkte til interview

Indledning

Jeg trådte ud af bussen og lige ned i en stor bunke sne. Omgivet af store hvide bygninger med høje skorstene, store lastbiler og kedelige facader. Jeg åbnede min mobil og indtastede adressen. Det var koldt og sneen piskede mod mit ansigt. Jeg frygtede for, hvordan jeg ville se ud når jeg kom frem og forsøgte at bruge min telefon som spejl. Jeg skulle lige ud og atter lige ud. Kedelige grå veje og bygninger slørrede sammen i sludet. ”Drej til højre” sagde den venlige dame i mit øre og foran mig lå en stor og flot bygning. Den skilte sig ud med dens sorte farve, tonede ruder og store indgangsparti. Jeg forsøgte en sidste gang at bruge kameraet på min mobil som spejl, børstede det værste sne af bukserne og smed eskimobeklædningen. Døren var låst og de tonede ruder gjorde mig uvidende om rummet bag de store vinduer. Jeg ringede på og en lysring aktiverede omkring det lille fiskeøje over dørklokken. En venlig stemme kaldte og jeg svarede: ”Hej det er Martin – jeg har et møde med Johan, jeg er bare kommet lidt for tidligt”. Klokken var 11.00 og mit møde var klokken 11.30. Den flinke dame svarede: ”Det er helt i orden, jeg kommer ud og lukker dig ind”. Hun åbnede døren for mig og et univers af perfektionisme, design og Bülow chokolade åbnede sig for øjnene af mig. Rene linjer, gennemført design, branded reoler og ikke mindst chokolade opstillet i flotte formationer. Jeg var allerede dybt imponeret. En rumlende lyd og kulde lagde sig over det meste af bygningen. Det var lyden af arbejde, af produktion og af produktivitet. Jeg blev fulgt ind i et stort rum med lange sorte stålbænke. Jeg kiggede mig omkring og opdagede nye kroge af det specielle multirum. Blandt andet lagde jeg mærke til den store trappe, der kunne bruges som siddepladser. Den førte op til to flotte glaskontorer og ned til et sort og stilrent køkken. Køkkenet blev både brugt af personalet til at ordne deres frokost samt til fremvisninger for store virksomheder. På den anden side af køkkenet var de store stålbænke, hvor jeg sad og ventede. Over mig var et plateau, hvor personalet også havde mulighed for at sidde og arbejde. Mens jeg ventede, gik det op for mig, at mit møde først var klokken 12.00 og ikke 11.30. Jeg var altså kommet en hel time for tidligt. Lidt pineligt, men det gav mig god tid til at forberede mine spørgsmål og suge til mig af omgivelserne. Efter en halv times tid følte jeg træng til at udforske de sanitære faciliteter. Jeg kom ud på et stilrent toilet. Selv håndsæben, håndcremen og toiletbørsten var i de rigtige farver. Super fedt! Efter jeg havde sat mig tilbage på bænken ved min computer, kom en anden rar dame hen til mig. Hun spurgte om jeg manglede noget ”kaffe, vand, te?”. Jeg takkede nej tak og hun svarede igen: ”Okay, men jeg henter lige noget chokolade til dig så, man kan ikke sidde her og vente uden lidt chokolade” og hun smilte. Hen til bordet kom hun, med tre forskellige glas. Hun åbnede dem alle og lod dem stå til fri afbenyttelse. Super lækkert. Dog var jeg lidt generet og turde ikke spise for mange. Endelig kom Johan ned ad den store trappe. Han havde lige afsluttet et møde med en pæn herre i et flot jakkesæt. ”Hej Martin” sagde han mens han gav mig hånden og smilte til mig. Jeg lod mine ting ligge på bænken og vi gik udenfor for at komme over i kantinen. En stor sort Porsche holdt parkeret ude foran bygningen. Han spurgte ind til hvem jeg var og uden min disposition eller optageren på min mobil i gang, startede showet. Jeg fortalt ham kort om hvad jeg lavede i min hverdag og at jeg gik i skole på Niels Brock. Mere nåede vi ikke før jeg trådte ind i en lille hvid kantine. Indrettet med hvide klinker, og buffet langs væggene. Johan øste en portion varm Chilli con Carne op og jeg fulgte trop. Jeg tog en lille skefuld, da jeg ikke rigtig kunne overskue hvordan jeg både skulle nå at spise og snakke med Johan om alt det jeg gerne ville på bare en halv time. Vi gik tilbage og ind på kontoret. Her sad vi så, efter to måneders forberedelse. Jeg var nervøs og det kunne høres på min stemme, da jeg skulle præsentere mig selv, denne gang mere i dybden, hvad jeg lavede og om det at være mig og være iværksætter. Johan Bülow tog ordet og fortalte om hans opvækst, hans tilgang til iværksætteri og hvad han ser som det perfekte liv og så gik snakken for alvor i gang. Jeg har herunder valgt de vigtigste pointer, historier og råd som Johan Bülow kom med under mødet.  

Interview med Johan Bülow:

Tilgang til iværksætteri

”Jeg har jo sådan en meget filosofisk indgang til det. Det vigtigste for mig, det er at bruge tid på så noget her. Jeg vil vildt gerne bruge tid på sådan en som dig. Det er min tilgang til det rigtige liv, altså til det liv man bliver gladest for.” Herefter fortalte Johan om hvordan hans mor havde fortalt ham, i en meget tidlig alder at ”han skulle gå ud og lave noget selv – noget som han syntes var sjovt”. Hvis han gjorde det, ville han kunne bruge en masse timer på det, blive stolt af det og forsøge at skabe et fundament for ham og hans familie. Johan pointerer at ”det vigtigste er at de ting man giver sig i kast med, dem synes man er sjove. Det må ikke være den der drivende jagt på store biler og alt muligt andet. Det skal nok komme”. Det må ikke føles som arbejde – det skal være en livsstil hvor du nyder og er stolt af det du laver.  

Jeg har jo sådan en meget filosofisk indgang til det

De første 200 kroner

”Jeg har siddet og plukket kirsebær og æbler i min mors have, og siddet ude på vejen og solgt det og tjent de første 200 kroner sådan”. Han kommer ind på hvordan hans mor altid har været iværksætter. Hun havde sin egen grillbar da hun var 15 år og har i dag et glaspusteri på Bornholm. Johan fortalte også at han har været privilegeret og har haft et stærkt bagland, der har sagt ”gør det” og det er han glad for i dag og ønsker at give videre til sine egne børn. Hans børn skal have den tilgang til livet, at de kan vælge præcis hvad de gerne vil arbejde med. ”Find dit eget lille område som du synes er interessant og så nørd det, og så bliv bedre end de andre.” Johan kom også kort ind på det her med, at der alt for mange mennesker der ikke er glade nok når de går på arbejde og mener også at det er ærgerligt når du skal bruge halvdelen af dit voksenliv på at gå på arbejde.  

Begå fejl og bliv bedre

”Ja, jeg havde masser af problemer, men alle de problemer har også gjort mig stærkere og lært mig en masse ting. Ambitionen om at man skal blive bedre hver eneste dag, det kan jeg godt li”. ”Tag de vigtigste ting i livet når du bliver lidt ældre. Lige nu bør de vigtigste ting i dit liv være din familie og din egen sundhed (…) få prioriteret det rigtigt. Lige nedenunder det der kommer din forretning. Så det der med at blive bedre hver dag, det kan jeg ret godt li, men sørg for at starte med at blive bedre til at være en god søn, god over for dem du godt kan li’ og dine venner, og så sørg for at være det og så blive god til din forretning også. Du kommer til at lave en milliard fejl, det har jeg også lavet. Det er meget få af dem, jeg sådan virkelig ville tilbage og rette, for det har også gjort at jeg er den jeg er. Jeg har lært det hele på den hårde måde.”  

Kom i gang tidligt: ”Du har en masse gå-på mod, du har tid og du har ikke noget ansvar for en kone, børn og alt muligt andet, så du kan bare give den gas.”  

Folk står i kø uden foran: ”Jeg skal bygge noget og det der gør mig mest glad det er hvis jeg, i mit tilfælde bygger en butik og folk står i kø uden foran”.  

Jeg skal tjene nogle penge: ”For at jeg kan få lov til at blive ved med at bygge og se få der fede oplevelser så skal jeg tjene nogle penge, og længere er den ikke”.  

Jeg er ikke dygtig til at gå i skole

”Jeg skulle ikke gå særlig meget i skole. Jeg er ikke dygtig til at gå i skole. Jeg syntes ikke det var interessant nok til at jeg kunne dygtigt gøre mig inden for en masse ting”.   Snakken løber og tiden fløj og den lækre Chili con Carne var ved at være kold. Jeg spørg ind til Johan’s forretning og hvad der har været de vigtigste elementer for hans succes med Lakrids by Bülow, hvilket han svare til: ”Det er der mange ting der har (…) Jeg kan prøve at tage nogle af de vigtigste frem.”

  1. ”Ærlighed” – Johan fortæller om hvordan der er blevet brændt for et godt produkt, som han kunne være stolt af.
  2. ”Kunderne” – I stedet for at kigge alt for meget på de penge der kom ind, så kiggede Johan på kunderne, dem som han puttede lakridser i munden på. Hvornår smiler de mest?
  3. ”Historie”– Derudover har Johan formået at skabe en historie, som har været fuldstændig ærlig. Gennem hele forløbet har Johan fortalt medierne hvordan det har været, om han har solgt en masse vare eller om han var gået ned med stress.

 Udover det ovenstående fortæller Johan også om hvordan de har været gode til at finde et godt produkt, valgt nogle gode emballager, det rigtige navn, gode til at lave marketing og været gode til at eksekvere salg. ”Du kan se at du er en succes når folk kommer tilbage i butikken, længere er den jo ikke. (…) Hvis du skaber et produkt hvor du kan se din lifetime på kunden rykker, at de kommer tilbage og kommer tilbage, så gør du det godt. Det er dit parameter for succes nummer 1 og har været det herude altid.  

Det værste der kunne ske

Vi går videre i snakken og kommer her ind på hvilken type iværksættere det er vi skaber i dagens Danmark. ”Løvens hule – org jeg vi gerne have 600.000 for 6% af min virksomhed, så sidder de og snakker om det og det er fantastisk og fundamentalt rigtig fint. Men de iværksættere vi udklækker, de skal gerne blive ved med at være det. (…) Hvis de skal skabe en forretning, med tusinde ansatte (…) så skal du have dem til at fungere gennem et helt liv, så skal du skabe mennesker (…) Du skal skabe mennesker som har den gode filosofiske forståelse for hvad der er vigtigt. Jeg sagde til mig selv, da jeg var på din alder, at det værste der kunne ske for mig. Det var, hvis jeg som 50-årig kom hjem, havde tjent penge nok til at købe en ø, men jeg ikke havde min familie og man ikke havde været der for ens børn. Det er det værste der kan ske, at du ryger ned i en gryde hvor du er så drevet, så du bare vil æde og æde, men glemme de aller mest essentielle dele i dit liv. (…) Du kan sagtens gøre begge dele, jeg er et levende eksempel på at jeg kan gøre begge dele i dag. Den sag vil jeg tale for andre, fra en menneskelig vinkel. For iværksætteri er så spændende, det så interessant og så drevent, og du siger selv at du kan slet ikke lade det ligge og det fantastisk du bare går ud og kæmper ufortrødent videre på det du gør nu, det skal du virkelig tage med. Iværksætteri er så drevende og tidskrævende og man drømmer om det ind man lægger sig til at sove på hovedpuden, men det er også pisse farligt. Underforstået; at du kommer til at misse nogle af de meget essentielle dele af dit liv, hvis du ikke passer på.”

Hvis de skal skabe en forretning, med tusinde ansatte (…) så skal du have dem til at fungere gennem et helt liv, så skal du skabe mennesker.

Ikke arbejde

”Hvis det føles som arbejde så er det fordi du gør det forkert” siger Johan. Som sidste indlæg sluttede med, snakker vi stadig om det her med at starte ung og have muligheden for at kunne trække 100 timer ud om ugen til at ”arbejde”. ”Hvis du gør mine timer op, så arbejder jeg sikkert stadigvæk 45 eller 50 timer om ugen (…) men det føles overhovedet ikke som arbejde, altså det gør det bare ikke. Det er noget jeg gør fordi jeg ikke kan lade vær’”.  

Bliv bedre, hver dag

”Det går for mig ud på at jeg skal blive bedre til det jeg laver, hverdag. Starte det derhjemme med at blive en bedre mand og en bedre far.” ”Når man laver en virksomhed, er det jo et barn for en. Man kommer op og skændes med det engang imellem og man giver det ros. Det skal føles sådan og det skal også gøre lidt ondt. Der er aldrig noget der bliver rigtig godt hvis det ikke har gjort lidt ondt.”.  

Der er aldrig noget der bliver rigtig godt hvis det ikke har gjort lidt ondt.

Rolle i virksomheden

”Jeg har bevidst som iværksætter valgt at holde mig ude af de der politiske diskussioner, fordi det er der sgu’ nogen der er klogere til end mig og mit iværksætteri bunder i hvad jeg er pisse god til (…) jeg ved hvad jeg er den bedste til og jeg ved også hvad jeg er sindssyg dårlig til og der er jeg nødt til at teame op med nogle mennesker der er dygtigere end mig selv. Den læring skal man tage med. Det kommer sig af, at jeg for 10 år siden, den første lille lakridsbutik på Bornholm den gav jeg videre til en dame der hed Lis, som startede med at passe den derovre, mens jeg tog til Købehavn for at starte en lille lakridsfabrik. Så skulle jeg jo stole på at Lis hun varetog min interesse fuldstændig, jeg overgiver alt. Nu skal du starte med selvfølgelig ikke at stjæle fra kassen og alt muligt andet, men du skal kunne yde den service og have den ild i øjnene og tro så meget på produktet som jeg selv har gjort”. ”Jeg har flyttet mig selv igennem store led af hele organisationen, så jeg kender til det, men jeg har også rekrutteret folk som er dygtigere end mig selv til det samme. Det også et indblik i at man ikke selv skal være den bedste til det hele. Det var ikke svære for mig at ansætte vores adm. Direktør end det var at få Lis til at overtage min butik, det var en fuldstændig naturlig del i at nu er der en der er bedre end mig til det her. Det skal han eller hun gøre, så nu flytter jeg mig herover hvor jeg kan skabe værdi.”  

Praktisk viden og erfaring

Herefter falder snakken over på hvordan han har lært utrolig meget og overhalet sine kammerater, som studerede på CBS ved at have hands-on erfaring og selv skulle deale med problemerne og passe på de penge han havde kastet efter sit projekt. Man kan lærer virkelig mange gode ting om det at drive forretning og ikke mindst om sig selv af det at være iværksætter. Samtidig kan lærer om det at være iværksætter ved springe ud i det, tage nogle chancer og have den praktiske viden fra virkeligheden.  

Det var alt for denne gang. Mange tak til Johan Bülow for at give sig tid til at snakke med mig og bidrage til projektet med hans viden og person. Der vil komme mange flere interviews med andre danske iværksættere i fremtiden.   Skriv endelig en kommentar eller en mail, hvis du har noget konstruktiv kritik eller bare godt kunne li indlægget, det sætter jeg altid rigtig stor pris på.

Quick-links – læs også:

Sådan finder du den bedste investering til dit startup

Sådan når jeg mere med GTD-princippet

Rigtig god arbejdslyst!