Jeg befinder mig i Italien i vores campingvogn. Himlen er blå og her er 34 grader. Jeg sidder i skyggen ved min computer og skriver dette indlæg. Et indlæg som jeg gerne selv ville læse nogen andres udgave af. For som med så mange andre ting, er vi alle forskellige og gør ting på forskellige måder. Vi er altså også produktive og på ferie, på vidt forskellige måder. Formålet med dette indlæg er at dele mine erfaringer omkring det at være produktiv og være på ferie, på samme tid. Vi rejser tre gange om året i vores campingvogn og det overlever jeg ikke uden at kunne arbejde. Jeg hedder Martin Bjørn og er ung iværksætter. Jeg håber du vil nyde indlægget her på min iværksætter- og livsstilsblog. Rigtig god læselyst.

Download podcasts hjemmefra

Noget som jeg har haft utrolig stor succes med, er at downloade podcasts til den lange kørertur. Det er utrolig praktisk til vejen frem og tilbage, samt de små ture i bil. For mig er det en god måde at få læring ind på, via lyd. Det kan være virkelig hyggeligt at sidde med nogle snacks, en god podcast og se natur og biler suse forbi uden for bilruden.   De sidste år har jeg hørt ”Morten Resen: Startup”, ”Antphilosophy Podcast” og en ikke-iværksætter podcast af Christian Fuhlendorff: ”Hva Så?!”. Grunden til at jeg har den sidste med, er fordi jeg, på trods af dens meget nede-på-jorden indhold, altid bliver så inspireret af den. Det er virkelig en podcast der sætter gang i en masse tanker og altid får mig til notesblokken.

Podcasts til turen

  1. Marketing Brief
  2. Hva Så?!
  3. Social Selling Radio
  4. Morten Resen: Startup
  5. Marketing Brief Studerende
  6. Antphilosophy Podcast

I år har jeg hørt rigtig mange af Marketing Brief’s podcasts. Det er nogle virkelig gode 15-20 minutters afsnit, hvor de to erfarne marketers, Halfdan Timm og Emil Kristensen, deler ud af deres viden, tanker og erfaringer om et givent emne indenfor online markedsføring. I skrivende stund er der mere end 330 afsnit at gå i krig med, og de kan klart anbefales. Jeg har lært utrolig mange begreber, strategier og tankegange, omkring online markedsføring, på en nem og hurtig måde. Jeg har de sidste år også hørt rigtig mange afsnit af Christian Fuhlendorffs podcast, Hva Så?!, hvor han tager rundt og går en tur med kendte danskere. Det er helt stille og rolige, ofte filosofiske eller politiske, samtaler med en masse forskellige mennesker, som alle har hver deres holdning til forskellige emner der kommer op i løbet af turen. Som sagt får en episode mig altid til notesblokken, fordi de formår at sætte nogle tanker og idéer i gang hos mig. Derudover kan de være enormt afstressende at lytte til.

Bøger til turen

Som altid har jeg også nogle bøger med til kørerturen. Jeg får aldrig læst derhjemme, men når jeg sidder i bilen og alligevel ikke har andet at give mig til, benytter jeg ofte lejligheden til at få læst nogle bøger. Jeg duer kun til at læse faglitteratur og læser oftest bøger med iværksætteri som emne. De to bøger jeg har taget med til turen i år, er ”The Lean Startup” af Eric Ries og ”Den uundgåelige guide til den perfekte Facebookside” af the marketing guy. The Lean Startup fik jeg af min fars kusine. Den er på engelsk og kan derfor være lidt svær ind imellem, men ellers en rigtig god bog. Jeg er endnu ikke blevet færdig med den, men det regner jeg med at være inden jeg er hjemme i Danmark igen. Den anden bog af virksomheden The Marketing Guy er en bog jeg fik gratis. De gav dem væk til alle der kommenterede deres LinkedIn opslag. Kort efter jeg havde kommenteret, lå den i postkassen. Det er en super fin mini-bog med kun 36 sider. Den er flot lavet grafisk og den er pakket med en masse nyttigt indhold. Jeg er ikke klar over om den er til at købe i dag. Nogle andre bøger som jeg også klart kan anbefale til turen, er blandt andre ”Iværksætter” af Mads Faurholt og Lars Tvede. Bogen er super teknisk og indeholder en masse gode begreber, modeller og en lang liste af nyttige sites og apps. Jeg har også tidligere, på vej mod sydens varme, læst Jesper Buchs to bøger, ”KICK ASS” og ”ALL IN”, som jeg også klart kan anbefale. Som titlen siger, giver de virkelig et spark i røven. Derudover har jeg været vild med bøgerne af Bear Grylls. De har ikke noget erhvervs- eller iværksætterfokus men de er utrolig inspirerende at læse.

Bøger til turen:

  1. Den uundgåelige guide til den perfekte facebookside
  2. Kick Ass
  3. All In
  4. Iværksætter
  5. Mud, Sweat and Tears
  6. The Lean Startup

Lad dig inspirerer

De bedste idéer kommer som regel ikke til mig, når jeg bare sidder hjemme på mit værelse. De kommer når jeg er på ferie og ude at opleve noget nyt og spændende. Her bliver jeg vildt inspireret og får en masse gode idéer. Jeg vil derfor opfordre til at komme ud af kontoret, nyde en ferie og suge til sig af de nye indtryk og oplevelser, for det har jeg erfaret virkelig kan være med til at skubbe idéprocesserne i gang samt give fornyet energi. Jeg har altid min lille noteblog med i bilen. Det er super smart for mig, til hurtigt at få idéer og tanker ned på et stykke papir. Ellers har jeg jo min mobil lige ved hånden, der også sagtens kan bruges. Det er oftest en fordel for mig at få mine idéer ned på noget papir, da jeg bedre kan slippe dem og suge nyt til mig. Hvis jeg skal gå og huske på dem, tager de for meget energi og plads.

Huske at få slappet af

Til sidst vil jeg bare gerne opfordre til også at nyde din ferie og få slappet af. Jeg ender ofte med at være mere produktiv i sidste ende hvis jeg tillader mig selv at få slappet lidt af, solet mig og får nydt min ferie. Jeg sidder også nogle gange i bilen på vej herned og bare stener. Det kan være enormt rart bare at lade tankerne spadsere og nyde udsigten. Jeg håber at du fik noget ud af dette indlæg og at mine erfaringer forhåbentlig kan være med til at booste din produktivitet her i ferien. Husk at nyd din ferie og rigtig god arbejdslyst!Jeg håber at du fik noget ud af dette indlæg og at mine erfaringer forhåbentlig kan være med til at booste din produktivitet her i ferien.

Husk at nyd din ferie og rigtig god arbejdslyst!