Solens stråler afslørede de beskidte ruder. Solen stod højt på himlen da bussen kørte ind i Ballerups industrikvarter. Jeg stod af, for hundrederne gang i dag. Mange stop og mange busser var nødvendige, da togførerne strejkede. Jeg skulle gå en lille kilometer. Det blæste lidt, var også lidt koldt, men på trods af det, var vejret dejligt. Jeg nærmede mig, og jeg begyndte at kunne ane den store mørke bygning mellem træerne på den anden side af vejen. Store polerede ruder reflekterede synet af den klare himmel. Med store blå bogstaver stod der Sennheiser Communications på siden af bygningen. Bygning var mørkegrå og skilte sig ud fra de omkringliggende kontorer og fabrikker. Jeg vandrede mellem de mange parkerede biler og hen til den store indgang. Der var mennesker og liv omkring døren. En enorm svingdør tog imod mig og da jeg kom indenfor, blev jeg mødt af en mægtig og stilren produktivitets central. Jeg kiggede op og bygningens etager åbnede sig, kun forbundet af små broer, der blev oplyst af det enorme ovenlysvindue. Jeg henvendte mig hos receptionisten og hun bad mig tage plads. Jeg satte mig over i en lækker sofa. Indretningen i hele bygningen var imponerende. Det var en kombination af effektivitet, innovation og smukt design. Alt spillede bare. Jeg nåede ikke at sidde længe før Steven kom og hentede mig.

Vi hilste på hinanden, og straks efter sagde Steven ”Jeg opdagede lige at jeg har fået booket et lokale uden whiteboard, så ser lige om det her ikke er ledigt”. Et smil bredte sig på min læber og allerede der kunne jeg mærke at det her nok skulle blive rigtig godt, for som du måske ved fra tidligere indlæg, elsker jeg whiteboards. Vi fik os et glas vand og satte os derefter ind i et stort mødelokale. I lokalet var der et langt bord omgivet af stole. Lidt overdrevet til vores møde, men også ret cool. På væggen til højre hang der to store whiteboards, for enden var en stor rude og på væggen til venstre var der et stort billede af en af Sennheisers headset. Da vi havde sat os til rette, blev jeg introduceret til Steven.

Her er en opsummering af Stevens, meget imponerende og spændende karriere indtil i dag:

martinbjorn

Jeg indledte vores mentor-session med at spørge Steven om, hvilke vej der ville være god at gå, ift. senere at skulle kunne bygge en stor forretning op, og blive en succes som iværksætter. Til det svarede han: ”Det spørgsmål kan besvares på mange måde, det er jo alt fra hvilken skolemæssig vej du skal gå, skal du gå skolevejen og, hvad er det for nogle erfaringer du gerne vil drage dig for at kunne føle dig tryg i at være iværksætter og investere alt hvad du har i det. Når man er iværksætter, er det alt på rødt og så bliver man jo ved med at arbejde med det indtil det lykkes. Det jeg tænker, det er, at du gerne vil have svaret på, er ”hvordan bliver jeg en succesfuld iværksætter”– punktum, og hvad ligger der af mellemregninger i det. Det kan vi jo prøve at tegne!

Steven rejste sig og stilede sig op til de store whiteboards og begyndte at tegne. Først en boks der hed dagens dato og en boks der hed succes, de to bokse blev forbundet af en lang streg, tidslinjen. Han spurgte da: ”Hvad definerer succes for dig?”. Jeg tænkte mig om og svarede: ”Økonomisk uafhængighed, at være sund og rask, både fysisk og mentalt, og at være en rollemodel for andre unge og gamle iværksættere, samtidig med at være anerkendt af andre store iværksætter og kollegaer.”. Steven skrev min definition af succes op på tavlen og her vil jeg lige vigtig at påpege, at dette er min definition af karrieremæssig succes.

martinbjorn

Gengivelse af Stevens modul på mit eget whiteboard, som jeg har fået af AJ Produkter ->

Steven pegede på tidslinjen og sagde: ” Alt det imellem de to firkanter skal jo så lede tilbage til definitionen af succes. Så når du fremover skal vælge; skal jeg læse på CBS, skal jeg tage nogle år i militæret eller hvad skal jeg, så kan du hele tiden kigge på – Okay, er det her med til at give mig økonomisk uafhængighed, er det med til at holde mig sund og rask, eller er det med til at gøre mig til en rolle model for andre iværksættere. Så når du har en masse projekter og en masse ting at se til, så kan du holde det her op imod og vurdere. For så at kunne nå fra i dag til det her mål om succes, hvad er det der skal ligge ind imellem de to bokse, og der skal du spørge dig selv, hvilke kompetencer er det der skal til for at du kan opnå det her mål.”

”Havde Steven spurgt mig for et par år tilbage, havde jeg nok nævnt, at jeg skulle kunne udfylde samtlige poster min virksomhed, men det er siden gået op for mig, at jeg for det første ikke selv er den bedste til det hele, at jeg ikke har tid til at kunne stå for alt og, at andre kan brænde lige så meget for alt det jeg synes er kedeligt, som jeg brænder for mine interesseområder. Derfor begrænsede jeg mig til fire kompetencer som jeg brænder for og finder interessante. Det er dem du ser på tavlen under drive/kompetencer, henholdsvis; ledelse, salg, markedsføring og innovation. Senere fik vi specificeret begrebet innovation, til innovation i go-to-market strategien og ikke innovation i udvikling og teknologi.

S”Det hjælper dig jo også på vej, når du fremover skal vælge hvilken uddannelse eller praktik du skal i. Du skal altså øge dine erfaringer og kompetencer indenfor de her felter” Sagde Steven mens han pegede på overskriften: drive/kompetencer. Så spurgte han: ”Hvad med økonomi, har du styr på det? Har du råd til at ansætte en økonomichef fra starten eller skal du selv stå for det?”.

”Det ville jeg finde mig en partner der skulle stå for, for det er ikke der min interesse eller der mine kompetencer ligger.” Hvilket blev til endnu et punkt på tavlen.

”Jamen så er der jo et eller andet med netværk du skal dyrke. Hvis du gerne vil bygge en forretning op, hvor du siger at de her kompetencer; salg, markedsføring, ledelse og innovation er din core, så må der være et eller andet der hedder netværk til resten. Hvordan skaber du så det netværk, for det er jo også en del af den rejse her, at du skal have skabt et netværk som du kan skabe et team ud fra.”

Nu var det tid til at plotte de forskellige begivenheder/punkter ind på tidslinjen, som skal føre mig til succes, men inden da, satte vi et årstal på. ”Hvornår skal du have opnået succes?” – hvilket jeg svarer til ”år 2032 når jeg fylder 30 år”, det giver mig altså 14 år at arbejde med.

Herefter fald snakken på de næste to-tre års tid indtil 2021, hvor vi kom ind på HHX Niels Brock, min involvering i projekter, bloggen og mine mentorer. Hver gang vi tilføjede et punkt, holdt vi det op imod listen over kompetencer og så på, styrker det her mine kompetencer indenfor; salg, markedsføring, ledelse og/eller innovation? Eller er det med til at styrke mit netværk? På den måde fik jeg hurtigt en indikation af om jeg bruger min tid rigtigt og prioriterer rigtigt.

Vi fik blandt andet tilføjet nogle mål for læsere på bloggen, plottet gymnasiet ind, noget omkring mentorer og netværksskabelse.

Der hvor det blev svært var da vi nåede til år 2021 hvor jeg går ud af gymnasiet, for hvad skal jeg der? Hvad kan være med til at skabe de bedste forudsætninger for mig som iværksætter, der kom flere ting op at vende. Bland andet; militæret (taktisk officer 2,5-årig), markedsføringsøkonom (2-årig erhvervsakademiuddannelse) og om jeg bare skulle ud og sparke røv som selvstændig. Hver gang tog vi muligheden op og så på dem i forhold til de kompetencer jeg skal have, for at kunne opnå mit mål om succes. Det virkede utrolig godt for mig at gøre det så skematisk, og at gå så strategisk til værks. Det har helt sikkert været med til at afklare mit billede og åbne mine øjne op for muligheder jeg førhen ikke havde tænkt på. Som Steven også sagde: ”Det her er ikke noget du behøver at tage stilling til nu, overhovedet, det er først rigtig vigtigt når der er 3 måneder til at du afslutter gymnasiet.”, og det har han jo ret i. Dog giver det mig ro, og gør mig glad allerede nu at have gjort mig nogle overvejelser og have en retning.

Her kan du få et indblik i nogle af de overvejelser jeg har gjort omkring de ovenstående muligheder:

Militæret: Det ville tage en hel masse af min tid, også om aften, hvilket ville betyde at jeg skulle lægge, hvad det nu måtte være af projekter, samarbejder og blog til side i to år. I de to år vil det også være en udfordring at pleje og vedligeholde mit netværk. Det vil altså være et mindre reset for en masse af de ting jeg har bygget op over de seneste år. På den anden side ville det også kunne give mig en hel masse godt med på vejen. Det vil gavne min leder erfaring utrolig meget og give mig praktisk erfaring i at lede en større gruppe mennesker og det at skulle tage vigtige beslutninger, som kan have indvirkning og betydning på min trup. Udover det, ville det være to sjove år med en masse nye udfordringer og anerledes aktiviteter. Blandt andet faldskærmsudspring, skydning og andre militære øvelser som ser utrolig spændende ud.

Steven: ”Det vil give dig på din ledelseskonto, men det vil udfordre dig på din innovationskonto”.

Markedsføringsøkonom:Fordelene ved at tage denne uddannelse ville være, at jeg havde noget mere teoretisk viden bag mig og en faglig uddannelse at føle mig tryg i. Godt nok er jeg iværksætter og har lavet lidt af hvert, men jeg har aldrig været en del af en rigtig stor forretning eller haft ansvar for andre mennesker før på denne måde. Der tænker jeg helt sikkert at en markedsføringsøkonom uddannelse ville kunne hjælpe mig. Hvis jeg holder den op mod de kompetencer jeg søger, vil den være med til at booste dem alle sammen.


Siden mødet med Steven har jeg fået gjort mig en hel masse overvejelser, som fører i retning af CBS og aftenskole. Jeg har fået tegnet tidslinjen op på mit eget whiteboard, og forsøgt mig med en mere detaljeret udgave i excel, som du kan se nedenfor. Med det her ark, kan jeg se hvad der gavner de forskellige kompetencer og hvordan jeg bliver nødt til at prioritere min tid, for at kunne nå dele og opnå succes som 30-årig. Farvernes udfyldning angiver hvor meget af min tid det vil tage. Driften af min virksomhed vil altså ikke tage lige så meget tid som opstarten. Alt dette er selvfølelige ønsker og formodninger, og livet kan ikke sættes i et excelark. Jeg elsker bare at rode med det, rykke rundt og kunne se det for mig, så derfor har jeg valgt at gøre det på denne måde. Jeg tror man skal vælge en metode, som giver mening for en selv og det gør excel og whiteboard for mig.

martinbjorn

Jeg håber at du var vild med den her type indlæg og at du har fået lige så meget ud af mit møde med Steven som jeg selv har. Tusinde tak fordi du læste med. Husk du altid kan kontakte mig på mail: mb@martinbjorn.com, hvor jeg glædeligt svarer på spørgsmål, som kan hjælpe dig på vej. God vind herfra!

Tusinde tak til Steven for din tid og din viden – jeg sætter stor pris på den unikke mulighed og for at kunne dele det med mine læsere.